Der danses, stønnes og skydes med ild i den chilenske instruktør Pablo Larraíns film; en flamme-emoji oversat til levende billeder og inkarneret af den titulære Ema, der i sig selv er minder om en vulkan, der kan gå i udbryd.
Ved at lade kroppen tale gennem dans og sende gnistrende blikke, legemliggør Mariana Di Girólamo den unge danser Ema. En skiftevis stærk og såret kvinde, mor og danser. Ema er gift med den ældre koreograf Gastón, og sammen har de adopteret drengen Polo, som begår en forbrydelse, der skubber de to voksne fra hinanden.
Ema har nemlig en hemmelig hobby med at sætte ild til objekter i byrummet, som Polo med fatale konsekvenser for Emas søster har taget til sig. Er drengen dæmonisk eller tidligt skadet? Og kan hans adoptivforældre garantere ham betingningsløst kærlighed og rette op på hans videre socialisering?
Adoption og forældreskab er et af flere temaer, som filmen slår an. Gastón og Ema har også diskussioner om dans som kunstform og kvinders roller som både mødre og artister. Men det er ikke socialrealisme, det her. Det er melodramatisk og med et tydeligt æstetisk udtryk.
Hvert et billede har elementer af pink, grønne og blå farver. Mens storbyen, det foregår i, er grå og kedelig, er filmens karakterer en farverig flok af skæve eksistenser. Emas veninder er for eksempel et forrygende slæng af dejlige damer. De er en eksplosion af farverige frisurer, croptops og så boller de på kryds og tværs i rum badet i farvet lys.
Ema er en cool film med et brandvarmt indhold, hvor kroppenes bevægelser taler mere end ord. Særligt Mariana Di Girólamo brænder igennem.
Kommentarer